På årets ordinære generalforsamling i februar 2026 meddelte Rene Weichel, at han af personlige årsager ville forlade klubben efter 12 år som junioransvarlig og 8 år som formand for Helsingør Skakklub ved sæsonens afslutning.
Derfor havde klubbens resterende bestyrelsesmedlemmer indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at vælge en ny formand og et nyt bestyrelsesmedlem.
Forinden var der dog tid til at sige farvel til René Weichel og takke ham for den enorme arbejdsindsats han har lagt i klubben i årene der er gået.
Helt i Renés ånd ledte han først juniorerne gennem den traditionelle sæsonafslutning, Karamelskak flankeret af ligeledes afgående Jacob Krog, der har været træner for klubbens dygtigste juniorspiller samt den nye juniorleder Emil Jensen – og ikke mindst Christian Weichel – Renés søn – der var blandt klubbens allerførste juniormedlemmer.
Juniorerne var mødt så talstærkt op, at den ellers altid velforberedte René måtte sande, at han ikke havde købt nok karameller til at dække felterne på de mange skakbrætter.
Ingen junior gik dog sliksultne hjem af den grund.
Alle de fremmødte juniorer signerede i øvrigt en trøje med Helsingør Juniorskaks logo til René.

Efterfølgende var det de voksne medlemmers tur til at sige René tak for indsatsen.
Bestyrelsesmedlem – og få timer senere også formand for Helsingør Skakklub – Rasmus Bjørkvig, holdt tale på bestyrelsens vegne og takkede for den enorme indsats René har lagt i klubben.
Af milepæle blev nævnt, hvordan juniorafdelingen er vokset fra at have 6 medlemmer ved opstarten for 12 år siden til i dag at rumme 50. Næsten halvdelen af klubbens medlemmer er nu juniorer!
Renés andet hjertebarn i klubben – Kronborg Chess Open – er under hans ledelse vokset fra at være den lokale Kronborgturneringen til landets største internationale skakturnering – og den næststørste skakturnering på dansk grund. Kun overgået i deltagerantal af danmarksmesterskabet.
Klubben forærede René et gavekort til Restaurant Strejf.
Og det var en velkommen gave, skulle det vise sig, for Renés far forpagtede i sin tid restaurant Sundkroen i de selvsamme lokaler, der i dag huser Restaurant Strejf, så han glædede sig til et gensyn med lokalerne, hvor han løb og legede mangen aften som dreng.
Efter tale og gaveoverdragelse var det tid til at René selv satte lidt ord på sin afsked med klubben.
Det var med vemod, men også med lidt formaninger, at René sagde farvel.
For selvom han havde nydt årene i klubben, så havde det været svært at få den opbakning, han havde ønsket til at føre sine ambitioner for klubben ud i livet.
“Hvis der havde været tre af mig, så var det måske gået, men jeg er kun én, og så blev det for meget arbejde til sidst”, bemærkede han, og formanede om, at selvom han var overordentlig fortrøstningsfuld på vegne af det hold, der nu tog over efter ham, så var det vigtigt, at der var opbakning fra medlemmerne, hvis man ville have en veldrevet klub i endnu 100 år.
Efter afskeden afholdt de øvrige fremmødte medlemmer ekstraordinær generalforsamling.