En ener ved brættet er gået bort
Det er med stor sorg og ærgrelse at bestyrelsen i Helsingør Skakklub har modtaget besked om at Casper Støchkel gik bort i juli, 51 år gammel.
Casper var medlem af Helsingør Skakklub i mere end 30 år og var i en lang årrække fast mand på klubbens 2. hold ligesom han var en hyppig deltager i klubbens interne turneringer gennem årene. Seneste triumf kom i maj 2025, hvor han vandt gruppe 2 ved klubmesterskabet.
Casper deltog i flere omgange i klubbens bestyrelsesarbejde. Senest meldte han sig, da der var en ledig plads i bestyrelsen på generalforsamlingen i februar 2026.
Da bestyrelsen skulle samles igen efter sommerferien, var det dog ikke muligt at få fat på Casper, hvorfor den efter flere forgæves forsøg på kontakt måtte konstituere sig uden ham. Først nu ved vi hvorfor.
Casper var en ener ved brættet og et helt igennem behageligt bekendtskab i klubben. Han er en spiller og et menneske, vi kommer til at savne.
På vegne af bestyrelsen,
Emil Jensen og Rasmus Bjørkvig

Casper Støchkel ved Kronborg Chess Open – foto René Weichel
Mindeord
René Weichel, formand for Helsingør Skakklub fra 2018-2026, kendte Casper Støchkel helt tilbage fra barndommen og fulgte ham gennem mere end 40 år i skakmiljøet i Ålsgårde og Helsingør. René har skrevet nedenstående mindeord om sin mangeårige ven og klubkammerat.
Jeg lærte Casper at kende, da han som 9-10-årig begyndte i Ålsgårde Skakklub. Vi blev hurtigt gode venner og tilbragte mange timer sammen efter skole, hvor det især var skakken, der fyldte.
Vi begyndte begge med omkring 1300 i rating, men det stod hurtigt klart, at Casper havde et særligt talent. Han blev hurtigt meget bedre end mig. Der gik ikke lang tid, før han havde arbejdet sig gennem Bent Larsens 10 skakhæfter, og med hjælp fra en Kasparov-skakcomputer udviklede han sig hurtigt til en af klubbens bedste juniorspillere.
Caspers niveau steg støt, og der var ingen tvivl om hans store talent for skakken. Han kunne formentlig være nået endnu længere, hvis ikke psykiske udfordringer var kommet til at fylde meget i hans teenageår og senere i livet.
Trods de udfordringer, Casper kæmpede med, forblev skakken og klubben et vigtigt holdepunkt gennem hele hans liv. Da Ålsgårde Skakklub i 1990’erne blev en del af Helsingør Skakklub, fulgte Casper med, og her fortsatte han med at være en del af klubfællesskabet helt frem til sin alt for tidlige død i juli, blot 51 år gammel.
Casper deltog gennem årene i mange turneringer, men det var nok især hurtigskakken, der passede godt til ham. Han spillede fast på klubbens 2. hold og var gennem en længere årrække også medlem af klubbens bestyrelse.
Casper var på mange måder sin helt egen. I perioder kunne kommunikationen med ham være vanskelig. I 2-3 år talte han pludselig stort set ikke, men kommunikerede i stedet gennem mimik, gestik og en pegefinger på skakbrættet. Alligevel lykkedes det os på forunderlig vis stadig at efteranalysere partierne sammen. Skakken havde sit eget sprog, og det var et sprog, Casper mestrede.
Ved siden af skakken holdt Casper meget af klassisk musik, og han spillede også selv klaver. Klaveret havde fået sin plads i hans etværelses bolig på Lindevang i Helsingør, hvor han boede i mange år.
Når man har kendt et menneske, siden man var barn, er det mærkeligt pludselig at skulle sige farvel. For mig er Casper forbundet med mange minder, der går helt tilbage til vores barndom i Ålsgårde Skakklub, og senere med alle de år, hvor vi begge havde vores gang i Helsingør Skakklub.
Casper var gennem mere end 40 år en del af skakmiljøet i Ålsgårde og Helsingør. For mange af os var han ganske enkelt en del af klubben og dens historie. En af dem, man forventede at møde, når man kom i klubben, og som på sin helt egen måde hørte til.
Han vil blive savnet i klubben.
Æret være Caspers minde.