Æret være Claus Molins minde

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Claus Molin – en af Helsingør Skakklubs faste førsteholdsspillere gennem mange år – er gået bort i en alder af 71 år.

Claus blev ramt af en blodprop tidligere på året, og selvom han kæmpede sig tilbage, var det tydeligt, at han ikke helt var den samme som før. Vi vidste derfor ikke, om han ville kunne spille med i den kommende sæson – og nu må vi desværre tage afsked med ham. Han vil blive savnet både som spiller og som menneske.

Claus Molin har i en årrække været en solid og dedikeret del af klubbens førstehold. I den seneste sæson leverede han et af sine bedste resultater med imponerende 6 ud af 7 mulige point. Det eneste nederlag kom i en ellers vunden stilling, hvor han løb tør for tid (hvilket han ikke plejede) – selv han var notorisk i tidsnød . Han var kendt for sin intense spillestil, hvor han ofte brugte det meste sin betænkningstid på de første 12-15 træk og derefter spillede “hurtigskak” frem til træk 40, hvorefter han igen tog sig god tid.

På billedet ses Claus i sin sidste holdkamp i marts 2025 – det eneste nederlag i sæsonen. Han sidder, som vi husker ham, med jakken på, uanset temperaturen i lokalet – et lille, men karakteristisk træk ved hans rolige og fokuserede fremtoning.

Claus Molin vil blive husket som en passioneret skakspiller, en loyal klubkammerat og et varmt menneske.

Æret være hans minde.

René Weichel
Share
This