Nu har vi fået bekræftelse på hvor vi skal være frem til begyndelsen af januar (hvis alt går vel). Planen er herefter, at vi i det nye år skal være på Skolen i Bymidten (Byskolen) i helt nybyggede lokaler. Jeg får forevist tegninger over vores kommende og permanente lokaler torsdag i næste uge.
Lokaler på den lokale Brandstation i Helsingør
Frem til de nye lokaler står klar skal vi være på Helsingør Brandstation, Klostermosevej 106A, 3000 Helsingør. Her får vi 4 lokaler (1 større og 3 mindre) og køkkenfaciliteter samt plads til vores mange materialer i aflukkede skabe.
Der er gode parkeringsforhold lige uden for lokalerne og på de omkringliggende veje, hvis det går helt gal med parkeringen. Der kører desuden busser på Klostermosevej, Fabriksvej tæt på og fra Prøvestenscenteret.
Holdkampe frem til januar
Lokalerne gør også at vi kan afvikle vores holdkampe her frem til de nye lokaler står klar og det giver forhåbentlig ikke for meget forvirring for de gæstende klubber.
Der vil ikke være andre på samme tidspunkt som skakklubben, så vi får ro til at spille vores turneringer og der er plads til lidt snak og skak i de mindre lokaler. Caféen tager vi selvfølgelig også med som vi plejer at have.
Første dag den 17. september
Vi håber at alle støtter op om de midlertidige lokaler, hvor vi starter op tirsdag
den 17. september med juniortræning kl. 18.00 og seniorer kl. 19.00. Dette er samme dato, hvor vi har første runde af
Sparekassen Sjælland-Fyn Nordkyst Cup 2019. Så tilmeld dig gerne snarest på mail eller via
DSU Turneringsside.
Arranger kørsel med hinanden
Bestyrelsen kan kun beklage, at det bliver lidt mere besværligt for nogle at komme frem og tilbage på klubaftener, men henstiller til at medlemmer hjælper hinanden med transporten. Så ræk ud til hinanden, så vi kan få det bedste ud af denne mellemliggende periode.
Vi glæder os til at se alle i de nye lokaler.
Med venlig hilsen Bestyrelsen