Denys Kushyk vinder Bymesterskabet 2024

Denys Kushyk har sikret sig sejren i Bymesterskabet i Helsingør 2024 i hurtigskak. Med en “målfoto”-afgørelse endte han foran sidste års bymester Dennis Jørgensen og den 20-dobbelte vinder Ole Bøgh Larsen. Hele fire spillere opnåede 4½ point, men Denys havde den bedste korrektion.

Den ukrainske skakspiller har haft en imponerende udvikling det seneste år, hvor han blandt andet er blevet mesterspiller. Han har været tæt på førstepladsen i flere turneringer, herunder en tredjeplads i Sparekassen Sj.-Fyn Nordkyst Cup 2023 og en andenplads i Helsingør Forår 2023. Han vandt også førstepladsen i gruppe 2 ved Klubmesterskabet. Nu er det endelig lykkedes ham at stå øverst på sejrsskamlen foran tidligere klubmester Ole Bøgh Larsen og nuværende klubmester Dennis Jørgensen.

 

Turneringen gennem tiden

Turneringen blev spillet for første gang i 1939 og har levet et omtumlet liv gennem årene hvor den i perioder har holdt pause. Eksempelvis blev den ikke spillet i perioden 1969-88 hvorefter den blev genoptaget og har været spillet hvert år siden. I år blev turneringen spillet for 57. gang hvoraf tre af årets spillere er tidligere vindere af turneringen.

Her er lidt historiske tal om Helsingør Bymesterskab i hurtigskak:

  • Første vinder af skakturneringen blev Willumsen fra Industriforeningens Skakklub
  • 21 Forskellige har vundet turneringen
  • 57 Gange har turneringen været afholdt
  • 20 Gange har Ole Bøgh Larsen vundet turneringen
  • Erik Seerup 4 bymesterskaber
  • Henrik Holmsgaard 4 bymesterskaber
  • Aage Stampe 4 bymesterskaber
  • Jan Rimer 4 bymesterskaber
  • 7 år i træk er længste vinderperiode, hvor Ole Bøgh Larsen vandt turneringen fra 2004-2010
René Weichel
Share
This